Dette indhold er sponsoreret.

Lamper og belysning i hjemmet har selvfølgelig en åbenlys praktisk funktion, og vores hverdag ville se markant anderledes ud, hvis ikke vi indrettede vores hjem med lamper i alle rum. Belysning og lamper er dog ikke kun praktiske foranstaltninger – en lampe er i høj grad blevet en dekorativ, æstetisk og personlig del af vores indretning, der har stor betydning for hjemmets rammer og udtryk.

En god og velovervejet belysning kan være et glimrende redskab til at fremhæve unikke detaljer i dit hjem, have en forstørrende virkning på dine rum og generelt have stor indflydelse på hjemmets stemning. Læs med her, og find ud af, om du benytter belysningen i dit hjem optimalt, eller om du nemt og hurtigt kan justere din lyssætning, så du i højere grad nyder dit interiørs fulde potentiale.

Den dekorative belysning

Selvom du måske føler dig overordnet tilfreds med niveauet og mængden af lys i din bolig, kan en ny lampe stadig tilføje dekorativ værdi. Der findes mange muligheder for belysning, og når du skal anskaffe dig en ny lampe, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for størrelse, form, farve og lysstyrke. For at opnå det mest optimale resultat kan du overveje, om du rent faktisk har behov for en øget lyssætning i det aktuelle rum, eller om du i højere grad bør fokusere på at finde en lampe, der signalerer et særligt designmæssigt udtryk eller en konkret æstetisk stil.

Lampen kan også benyttes til at sætte fokus på eller henlede opmærksomhed til særlige dele af dit hjem. Dette kan f.eks. opnås ved at vælge en lampe, der giver et skarpt, fokuseret lys, som kan fremhæve kunstværker eller billeder. Derimod kan en mildere, mere blød belysning betyde et mere harmonisk udtryk i dit hjem og skabe et mere ensartet og roligt miljø, hvor der ikke er fokus på enkeltstående genstande eller dele af rummets indretning.

Typer af belysning

Der findes mange forskellige typer af lamper, der hver især kan bidrage med forskelligt potentiale. I næsten alle hjemmets rum finder man en loftslampe, men man kan med fordel supplere det praktiske ovenlys med mere dekorativ belysning i rummets hjørner og på den måde påvirke rummet til f.eks. at synes større, varmere eller mere intimt.

En måde til at opnå disse effekter er via gulvlamper, der på én gang kan give rummet mere fokuseret belysning og samtidig tjener en æstetisk funktion. Der findes et væld af forskellige gulvlamper, og du kan derfor helt sikkert finde en gulvlampe, som både passer til dine praktiske behov og din personlig smag.