Det er ikke alle børn, der er boldbegavede. Det er heller ikke alle børn, der finder den rette plads blandt sportsudøvere. Nogle børn har andre interesser, der kræver anderledes hobbyer, end hvad mor og far er vokset op med. Her kan du læse om nogle af de hobbyer, der nok er lidt anderledes end bare fodbold, gymnastik og svømning.

Kemi

Interessen for fysisk kemi kan udfoldes ved at lave kemishows. Det er primært noget, man arbejder med på universitetsniveau, og det er egentlig mere et arbejde, end det er en hobby.

Den er alligevel taget med her, fordi det stille og roligt er begyndt at poppe op på nogle gymnasier. Her kan eleverne komme efter skole og bruge meget af det laboratorieudstyr, de også bruger i bioteknologi, geovidenskab, fysik og kemi.

Der er sjældent frie tøjler. På den måde minder det om sportstræning, hvor man laver nogle specifikke øvelser.

I takt med at der uddannes flere talentvejledere, vil udbuddet af ekstra naturvidenskab forhåbentlig øges, så det bliver en mere tilgængelig hobby.

Skak

Der findes en del skakklubber rundt omkring i landet, og der spilles også DM, EM og VM. Derudover er der mange mindre turneringer for de kloge skakhoveder.

For udenforstående virker det måske fjollet, at man afholder turneringer og ligefrem mesterskaber i et brætspil. Men for de mennesker, der spiller skak, er det meget mere end ”bare” et brætspil.

Skak er et meget gammelt spil, så der er selvfølgelig mange voksne, der har det som hobby. Blandt unge er det også ved at blive mere populært igen. Det skyldes især at flere og flere skoler forsøger sig med skoleskak. Her spiller eleverne skak i undervisningen. Det gør sig især gældende i matematikundervisningen.

Som forælder kan man måske finde det fjollet at der spilles et brætspil i undervisningstiden. Men studier fra Canada, USA og Tyskland viser faktisk at elever, der spiller skoleskak, lærer bedre end andre elever.

Håndværk

Håndværk er en af tidens helt store hobbyer. Børn elsker at udfolde sig kreativt, og den tendens er ved at sprede sig til den voksne aldersgruppe. Der meldes i hvert fald om ventetider, hvis man vil gå til keramik i fritiden.

Håndværk kan også være at strikke, hækle, male og meget, meget mere. Så hvis dit barn har mange hjemmelavede projekter med hjem fra fritidsordningen, skal I måske overveje, om en kreativ hobby kunne være det rette for ham/hende.