3 simple ting kan gøre dig gladere for cyklen – og til en bedre cyklist

Hvis du er en af de heldige, der har fået fingrene i en ny cykel i løbet af den seneste tid, skal du være glad! Ikke kun fordi sommeren er på vej, og at det fra nu af (forhåbentligt) bliver vidunderligt solskinsvejr, der er skønt til en cykeltur. Nej, også fordi du gør noget godt for både miljøet og dig selv ved at hoppe på den tohjulede og tænde rugbrødsmotoren i stedet for at benytte dig af stillesiddende og benzin- eller dieseldrevne transportmetoder.

Men der er et par problemstillinger ved den ellers fantastiske transportmåde. 1) stjålent transportmiddel. 2) plads til ting. 3) frygt for skader.

Det første problem kan løses med en lås. En god cykellås på baghjulet og en kædelås, der kan nå om både cykel og noget fast (som en lygtepæl eller et cykelstativ) – her er det vigtigt at tilføje, at forhjulet ikke er et godt sted at låse cyklen fast. Så risikerer du bare at komme tilbage til et ensomt cykelhjul, der er blevet efterladt, lænket fast.

Bagagebæreren er tit overraskende dårlig til at bære bagage. Jaja, det er skidesmart at cykle ned at handle – du slipper blandt andet for at lede efter en parkeringsplads – MEN! 2 liter mælk, et rugbrød, en pose kartofler og en spegepølse er absolut ikke designet til at blive spændt på en bagagebærer; pose eller ej. En rygsæk kan være en løsning, men alternativet er en cykelkurv, hvor stort som småt kan ligge.

Cykelkurven kan sættes både for og bag, så du kan have styr på købmandsvarerne – i stedet for at dingle rundt på cykelstien med en pose på styret, som ødelægger balancen og kan skabe farlige situationer for alle i trafikken.

Cyklisterne er nogle af de mest udsatte i trafikken. De såkaldt bløde trafikanter klarer sig typisk dårligt i sammenstød med biler og busser. Så selvom det er dig, på cykelstien, der har forkørselsret, er det så absolut anbefalelsesværdigt at orientere dig lidt ekstra – bare for en sikkerheds skyld. Det er ikke værd at satse livet bare for at få ret.

Skulle uheldet alligevel være ude, vil du sætte pris på at nøjes med en brækket arm og ikke åbent kraniebrud – så se nu for pokker at tage en cykelhjelm på. Selvom hjelmhår (indrømmet) er træls, er alternativet altså lidt værre.