Ja, det kan man! Flere efterskoler har udeliv som valgfag og med god grund. Naturen er et kick for livsglæden og for det mentale overskud. 

Det er nemt at blive fanget i ukonstruktive tankemønstre, som kan give søvnløse nætter og tidlige rynker i panden. Især som teenager er der meget på spil. Kroppen og hovedet er under ombygning og man bruger enormt meget energi på at finde ud af sig selv og andre. Her kan naturen være frisættende. Det er enkelt, men sandt. 

Vind i håret, jord under neglene, naturoplevelser og fysiske udfordringer. Udeliv løser ikke verdens problemer, men det genstarter kroppen og renser tankerne.

Udeliv som valgfag på efterskole

På Djurslands Efterskole kan du få masser af udeliv sammen med andre unge – endda som valgfag.

Du kan vælge mellem fagene adventuresport, alene i vildmarken, klatring og kajak. Hvad er du mest til? Måske ved du bare, at du elsker at være udenfor. Så kan du prøve forskellige aktiviteter af og se, hvad der er sjovest.

Adventuresport er mest mountainbike i skoven. Fuld fart på gennem bakker, mudder og mere eller mindre fremkommelige stisystemer. 

Klatring er et begynderkursus i træklatring. Lær hvordan man kommer op i træet (og ned igen).

Alene i vildmarken. Konceptet kender du fra TV. Dog bliver du ikke efterladt helt alene her. Men du får lov til at prøve kræfter med vildmarken, sammen med dine venner.

Kajak rimer på ja-tak

Jeg vil gerne fremhæve det at sejle kajak på efterskole. Det er en fænomenal aktivitet for dig, der elsker at være på vandet (eller i vandet). 

Kajak er fysisk krævende, men du kan sagtens lære det, selvom du ikke har prøvet det før. Det er lækkert at sejle med vennerne og være social omkring en fælles aktivitet. Samtidig er kajak et soloinstrument, hvor du selv skal præstere. Det giver succesoplevelsen et helt personligt element, når det hele lykkes på vandet. 

På efterskolen får du alle de grundlæggende færdigheder på plads, før I begiver jer ud på længere ture på vandet. Du får styr på ind- og udstigning af kajakken (ja, det er meget grundlæggende, men kræver alligevel lidt teknik). Du får styr på, hvordan man ror en kayak og tager forskellige tag. Du bliver ledt igennem redningsøvelser, så du og dine venner kan sejle sikkert og hjælpe både jer selv og hinanden, hvis uheldet er ude.

Når alle på holdet har styr på de grundlæggende færdigheder, kan I sejle sammen ved Fjellerup Strand, som ligger lige ved siden af Efterskolen. Kalø Slotsruin er også et populært udflugtssted for kajakroning, hvilket Djurslands Efterskole også benytter sig af.